lørdag den 4. december 2010

Vinter i Marokko

Hej alle sammen
Så er jeg tilbage igen. Nu er det blevet vinter i Marokko, hvilket den sidste uge har kunnet mærkes på meget kraftige regnskyl. Det betød, at jeg stort set ikke var uden for huset mandag og tirsdag, og at vores lejlighed blev oversvømmet. Det er nemlig sådan i Marokko, at husene ikke er særligt isolerede, hvilket er et problem under regntid (vinter) og når det bliver koldt om natten. Det bliver nemlig rigtig rigtig koldt om natten i lejligheden, og det betyder at jeg sover med min sovepose, nattøj og et kæmpe stort tæppe. Det er faktisk tit sådan, at det er mere koldt indenfor end det er udenfor om morgenen, da varmen ikke er kommet ind endnu, og kulden bliver.
Mir projekt på den lokale high school er gået i stå, da der vist ikke rigtig er nogle elever. Da jeg sidst talte med skolen, blev de ved med at skubbe startdatoen, hvilket meget vel kan betyde at vi aldrig kommer til at undervise der. Marrokansk fleksibilitet er stor, men nogle gange er der dog grænser for den!! Det betyder at jeg nu underviser på organisationens aftenskole mandag til torsdag om aftenen, og om dagen arbejder jeg med en manual for frivillige lærere i Marokko. Det skulle gerne være sådan, at når jeg slutter mit projekt i februar, at jeg kan aflevere en "bog" med masser af råd og ideer til undervisning for børn i Marokko, til organisationen, som de kan bruge fremover. I disse dage indsamler jeg derfor en masse ideer og afprøver dem hver aften med mine elever. Jeg har pt. 2 klasser, een med 4 piger der taler ok engelsk, og een med 2 mænd, der er fuldstændige begyndere. I december starter vi også et fransk kursus, hvor jeg vil hjælpe de to voluntører der arbejder som fransk lærere.
Jeg er også startet på et arabisk kursus, hvilket nærmere betegnet er privat timer med min gamle lærer fra organisationen. Hver tirsdag og fredag mødes vi i hendes hus, og jeg har nu lært at købe sko i Medinaen, shoppe frugt, gå på restaurant og snakke i telefon på arabisk. Det er stadig mega svært, men også meget interessant. Især tallene er gode at kende i Medinaen i Rabat, da sælgerne råber priserne på varene på arabisk. Det kan virkelig hjælpe mig i at ikke blive snydt, når der pruttes om prisen.
Der er også ankommet en ny gruppe af 1 måneds voluntører, deriblandt 3 koreanske piger, 1 pige fra Mexico og 1 fra Grækenland. Så nu har vi folk i organisationen fra 4 kontinenter!!
Derudover går livet bare sin vante gang med arbejde, organisationen, voluntørerne, arabisk og fransk.
Det er dog nogle gange umuligt at tale godt fransk/engelsk med folk her, da marrokanerne (og efterhånden også mig selv) gerne blander flere sprog når de taler fx som min lokale købmand Ali siger: Vous avez de money? Shukran! Det betyder også at jeg nogle gange lærer nogle ord på fransk, som i virkeligheden er opfundet eller stammer fra et andet sprog. Suspekt! Derudover er det ikke alle marrokanere jeg kender, jeg har et fællessprog med. Så prøver vi at kommunikere på det meget sparsomme darija (dialekten)/ arabisk jeg kan eller hver snakker sit sprog, og håber den anden forstår. Det kommer der meget sjov ud af!
Dog synes jeg generelt at jeg snakker MEGET bedre engelsk og fransk nu, end da jeg ankom til Marokko, og det er jo bare godt. Pt er der også en mand i organisationen, der taler tysk, og med ham prøver jeg at genopvække mine tysk evner. Det er dog en smule svært, og jeg tror at det lyder meget sjovt når jeg snakker, da der konstant popper engelske og franske ord op i mine sætninger.. Og så er der jo det med tiderne og bøjningerne der er lidt uklart for mig.
Nu skal vi til at kokkerere i lejligheden! I aften står den på spaghetti og tun. Generelt spiser vi mange stegte grøntsager, frugt, spaghetti og ris. Marrokanerne spiser selv RIGTIG MEGET brød (da det er billigt), hvilket er ret trættende i længden. Lidt godt müsli (selvom det er dyrt i forhold til priserne på brød) og tapas i stedet for sandwich er nu vejen frem. Jeg savner lakrids, rugbrød og havregrød! Og grisekød! Og andet ost end den leende ko (la vache qui rit er den første sætning de fleste børn lærer på fransk her).
Kram til alle!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar