5 ½ måned

Min gade med vores elskede "shopman",
 som holder øje hele tiden.

Så er der gået 5½ måned siden jeg landede i Rabat. Tiden er gået rigtig hurtigt, og jeg har oplevet rigtig mange ting de sidste måneder. Jeg er alt i alt rigtig glad for min tid her, nogle dage er nemmere end andre, men sammenlagt, har det været fantastisk! Det kan godt være svært at være alene i et fremmed land med masser af nye regler, normer og ideer, som jeg helt sikkert har forbrudt mig imod masser af gange, og tit har undret mig over. Når man bor i en fremmed kultur, på et andet kontinent, og arbejder i en organisation med folk fra Italien, Tyskland, Mexico, Frankrig, Korea, Marokko osv. kan det være en udfordring at finde sin egen plads og hverdag, men det synes jeg at jeg har fundet med tiden. Jeg tror, at når man flytter til et andet land er det da vigtigt at huske på om man vil assimileres, integreres eller finde et sted i midten. Jeg synes selv, at jeg med tiden har prøvet alle tre ting; i starten integrering hvor den marrokanske kultur fyldte det hele med Ramadan, harira og cafékultur, og jeg glemte lidt Danmark; i midten assimilering (også kendt som benægtelsesfasen) hvor man genoptager sin nationale og kulturelle identitet og på en rimelig uskyldig måde, prøver at benægte og/eller undgå den anden kultur (på et eller andet tidspunkt fik jeg bare nok af durumbrød, dyrefedt og couscous) og til sidst perfekt sammensmeltning af noget så pæredansk som havregryn med yougurt med morgenmad og cous cous og grøntsager til frokost, danske aviser på mine foretrukne sider mens min mail er på arabisk, på min reol står Herman Bang og Prins Henrik side om side med mine arabisk bøger samt kombinationen af en klump sort arganolie sæbe og henna med H2O sandaler og Mini Risk shampoo i hammam. Derudover tænker, skriver, drømmer og snakker jeg på engelsk mens jeg udbryder bandeord på dansk (og italiensk, hvilket er meget sigende for det sprog...) Jeg køber sjældent noget uden at forhandle prisen lidt og jeg har lært at aldrig spørge folk på gaden om vej..Det er det jeg synes kulturel udveksling går ud på: at optage det bedste fra sin egen kultur og blande det med en fremmed kultur.

Jeg er alt i alt så glad for Marokko, at jeg har besluttet mig for at blive en ekstra måned - jeg kniber det sidste ud af mit visa, hvilket helt sikkert betyder at de kigger en ekstra gang på mit pas i lufthavnen (ligesom forrige gang jeg rejste ud af landet - den italienske paskontrollør synes det var meget mistænksomt at jeg rejste på den eksakte dato mit visa ville udløbe) og tager 4 uger på en skole der hedder Qalam wa Lawh (betyder pen og træ på arabisk) i arabisk mens jeg stadig hjælper CSM lidt og ellers hænger ud i Rabat med folk. Jeg har også en uge mellem mit projekt slutter officielt og inden min skole starter, som jeg tror skal bruges på en tur til Essaourira og måske Agadir.

Mig på vores lokale bar - her danser jeg med vores ansvarlige..

Back on track

Jeg er måske ikke verdens bedste til at få opdateret i denne periode, men det skyldes at der har været mange ting at se til (som sædvanligt). Hverdagen er gået i gang igen i Youssoufia (området jeg bor i) hvor jeg hver dag stort set laver noget forskelligt. De fleste dage arbejder jeg om morgenen med den bog jeg er ved at skrive for organisationen samt ordner forskellige huslige ting som opvask og rengøring. Om eftermiddagen er jeg til arabisk eller fransk timer, holder fri eller laver aktiviteter sammen med den gruppe af voluntører der er i Rabat for tiden. Hver aften er der også engelsk timerne i vores lille skole. Jeg er for det meste hjemme ved 9-tiden og spiser aftensmad, slapper af eller går på café med de andre, og så er dagen slut. Så dagen her er lang, men det gode ved at arbejde og bo i Marokko, er helt klart fleksibiliteten. Hvis jeg en dag gerne vil lave noget andet, gør jeg bare det. Så laver jeg bare mit arbejde en anden dag, eller får en til at dække for mig. Der er for det meste ingen faste tider, udover lige timerne om aftenen, så jeg kan sådan set planlægge dagen som jeg vil. Det kræver dog utrolig høj selvdisciplin, men jeg synes jeg klarer den meget godt.
Den marrokanske fleksibilitet betyder også, at vi godt kan gå på pub hele gruppen, torsdag eller onsdag aften. Det er en fordel, da det er dyrt at gå ud i weekenden. I sidste uge var vi på den berømte "African Pub" hvor der er marrokansk og afrikansk musik blandet med vestligt popmusik. Alkohol er en smule dyrt, i hvertfald sammenlignet med det generelle økonomiske niveau, men pubben er også primært henvendt til unge rige marokanere og turister.
I vores gruppe af voluntører er der pt. 5 tyskere, 1 fransk pige og så mig, Sylvia og Maria. Det vil sige at der bliver snakket arabisk, engelsk, fransk, italiensk og tysk rundt omkring mig. Det kan nemt blive forvirrende, men jeg er blevet bedre til alle sprog uden tvivl. Selv tysk begynder jeg at kunne snakke lidt igen. Nogle gange, hvis jeg bliver overrasket eller sur, kommer jeg dog til at snakke på dansk. Også når jeg har talt på skype med nogen derhjemmefra, kan jeg godt komme til at snakke på dansk til folk. Så griner de, eller kigger meget mærkeligt på mig. En gang opdagede jeg ikke engang at jeg talte det forkerte sprog.. De andre siger at dansk lyder som ren mumlen, og de ikke kan skelne ordene fra hinanden.
Lige nu kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg skal forlade dette sted om en måneds tid. De sidste par måneder er bare gået super hurtigt, og jeg har det lidt sådan "jamen jeg er jo lige kommet i gang". Det bliver mærkeligt at komme tilbage til Danmark igen, især når man har vendt sig til marrokansk fleksibilitet og timer...