5 ½ måned

Min gade med vores elskede "shopman",
 som holder øje hele tiden.

Så er der gået 5½ måned siden jeg landede i Rabat. Tiden er gået rigtig hurtigt, og jeg har oplevet rigtig mange ting de sidste måneder. Jeg er alt i alt rigtig glad for min tid her, nogle dage er nemmere end andre, men sammenlagt, har det været fantastisk! Det kan godt være svært at være alene i et fremmed land med masser af nye regler, normer og ideer, som jeg helt sikkert har forbrudt mig imod masser af gange, og tit har undret mig over. Når man bor i en fremmed kultur, på et andet kontinent, og arbejder i en organisation med folk fra Italien, Tyskland, Mexico, Frankrig, Korea, Marokko osv. kan det være en udfordring at finde sin egen plads og hverdag, men det synes jeg at jeg har fundet med tiden. Jeg tror, at når man flytter til et andet land er det da vigtigt at huske på om man vil assimileres, integreres eller finde et sted i midten. Jeg synes selv, at jeg med tiden har prøvet alle tre ting; i starten integrering hvor den marrokanske kultur fyldte det hele med Ramadan, harira og cafékultur, og jeg glemte lidt Danmark; i midten assimilering (også kendt som benægtelsesfasen) hvor man genoptager sin nationale og kulturelle identitet og på en rimelig uskyldig måde, prøver at benægte og/eller undgå den anden kultur (på et eller andet tidspunkt fik jeg bare nok af durumbrød, dyrefedt og couscous) og til sidst perfekt sammensmeltning af noget så pæredansk som havregryn med yougurt med morgenmad og cous cous og grøntsager til frokost, danske aviser på mine foretrukne sider mens min mail er på arabisk, på min reol står Herman Bang og Prins Henrik side om side med mine arabisk bøger samt kombinationen af en klump sort arganolie sæbe og henna med H2O sandaler og Mini Risk shampoo i hammam. Derudover tænker, skriver, drømmer og snakker jeg på engelsk mens jeg udbryder bandeord på dansk (og italiensk, hvilket er meget sigende for det sprog...) Jeg køber sjældent noget uden at forhandle prisen lidt og jeg har lært at aldrig spørge folk på gaden om vej..Det er det jeg synes kulturel udveksling går ud på: at optage det bedste fra sin egen kultur og blande det med en fremmed kultur.

Jeg er alt i alt så glad for Marokko, at jeg har besluttet mig for at blive en ekstra måned - jeg kniber det sidste ud af mit visa, hvilket helt sikkert betyder at de kigger en ekstra gang på mit pas i lufthavnen (ligesom forrige gang jeg rejste ud af landet - den italienske paskontrollør synes det var meget mistænksomt at jeg rejste på den eksakte dato mit visa ville udløbe) og tager 4 uger på en skole der hedder Qalam wa Lawh (betyder pen og træ på arabisk) i arabisk mens jeg stadig hjælper CSM lidt og ellers hænger ud i Rabat med folk. Jeg har også en uge mellem mit projekt slutter officielt og inden min skole starter, som jeg tror skal bruges på en tur til Essaourira og måske Agadir.

Mig på vores lokale bar - her danser jeg med vores ansvarlige..