torsdag den 28. oktober 2010

2 måneder (+ 1½ uge)

Så har jeg været i Marokko for 2 måneder og 1½ uge, altså 9½ uge.
Jeg er rigtig rigtig rigtig glad for at have valgt at tage afsted. Når jeg tænker på min uge generelt, eller bare på de sidste 9½ uger, er der sket rigtig mange ting. Fra at undervise i en kaotisk sommerskole i 45 graders varme under ramadan i et sprog jeg ikke er hundrede procent sikker i (fransk) til at jeg nu bor i en lejlighed med masser af frihed, næsten europæisk med normalt toilet, bad, fjernsyn, køleskab og parabol, men dog med en marrokansk ånd over det hele, da badet fx altid er iskoldt, man vasker tøj i hånden, de viser egyptiske og tyrkiske sæbeoperaer i fjernsynet, og vi deler 3 mennesker en stor helrumssofa som seng, og hvor jeg desuden drømmer, tænker og snakker konstant på engelsk og fransk. Derudover har jeg jo også set meget af landet, Fez, Meknes, Casablanca, Marrakech, Atlas, ChefChaouen (og i weekenden tager jeg til Salé). Selvom livet her i Marokko nogle gange er lidt forvirrende, kaotisk og MEGET anderledes end en dansk hverdag, elsker jeg det hele!
I disse dage afholder vi festivalen, som jeg har skrevet om før. Det har været en succes for de unge, der har optrådt, da det er første og måske eneste chance i lang tid, de har for at vise deres talenter. Desuden har vi malet nogle frescoer på en skole sammen med lokale kunstnere, og i aften bliver der afholdt dansekonkurrence, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. Der er 8 andre voluntører udover mig, Sylvia og Maria (de andre langtidsvoluntører) der hjælper til med festivalen, og dem skal vi så sige farvel til i morgen. Efter dem kommer der dog allerede et nyt hold, der i blandt to danske piger, hvilket er nyt for CSM. Normalt kommer der ikke særlig mange skandinavere, men de skulle vist bare have nogen til at "bryde isen".
Det nye hold medfører også at vi bliver en mere i lejligheden. Det bliver spændende.
Derudover starter hverdagen for alvor fra mandag. Min hverdag bliver da således, at nogle morgenen tager jeg på CSM's kontor for at arbejde med noget organisations arbejde, jeg skal bl.a. lave en bog om at undervise i engelsk i Marokko og arrangere nogle projekter. Om eftermiddagen har jeg 3 gange om ugen 2 timer på en lokal skole, hvor jeg skal undervise i engelsk for nogle unge, der vil tage ekstra timer. Om aftenen fra 17-20.30 har vi så den anden skole, som jo er en slags aftenskole, hvilket betyder at vi både har ældre mænd og unge piger i vores klasser. Derudover er jeg i gang med at finde et nyt arabisk kursus.

Jeg ville lægge nogle billeder op af lejligheden, men det er ikke muligt lige nu, med mit internet.
Håber I alle har det godt!
Kram Marokko.

1 kommentar:

  1. Hej Futte.
    Dejligt endelig at høre fra dig igen, og det kører i olie (det har de vist ik´ noget af i Marokko)
    Her er det nu for alvor blevet efterår. Bladene er godt på vej til at slippe taget, det har været nattefrost et par gange, og der er fyret op i brændeovnen.
    Esben er hos Nicklas, Mathias er i Hamburg med gym (og uden pas, da det gamle var udløbet) mor skal se vild med Svans, Ziggy har indtaget sofaen. Hun har været på ferie i Randers et par dage, men ser ud til at være tilpas med at være kommet hjem igen.
    Jeg har været i Himmerland sammen med Dan, så jeg ligner et alderdomshjem, men ryggen holdte til strabadserne.
    Mor skriver en mail i morgen, hvor vedhæfter nogle billeder.
    God weekend.

    Kærlig hilsen
    far

    SvarSlet