tirsdag den 7. september 2010

Weekend

Hey alle sammen
Nu er jeg tilbage igen efter en weekend ude af byen for første gang. Der er sket meget siden jeg sidst skrev noget her. I fredags startede mit arabisk kursus, som jeg tager sammen med en anden pige, der kommer fra Belgien og hedder Marije. Hun er meget sød. Arabisk kurset er svært, men jeg tror jeg kan få meget ud af det. Det er næsten som at lære at læse og skrive igen, da jeg skal lære et helt nyt alfabet med de arabiske tegn. For at lære det, tager vi dag for dag et nyt bogstav. Ikke nok med at der er et helt nyt alfabet, så ser bogstaverne forskellige ud alt efter om de er åbne eller lukkede, om de er i midten, i starten, i slutningen eller står alene i et ord, og derudover er der 5 forskellige tegn, der tegnes over eller under bogstavet, der betstemmer lyden. Så det er ikke lige til. Det er til gengæld meget fokuseret og koncentreret, og da vi kun er 2 i klassen, får vi meget ud af det. Jeg har bl.a. lært at præsentere mig selv, spørge om klokken, sige godmorgen, hej, farvel, god eftermiddag og godnat, velbekomme osv. De siger i familien at min udtale er perfekt, så det er altid noget :) Jeg tror til gengæld at det er nemmere at lære hernede end derhjemme, da folk omkring mig taler arabisk hele tiden, og det er da nemmere at optage ord og vendinger. For eksempel har jeg lært at sige tak, hej, 2 og hvem er det, på den måde (den sidste lærer man hurtigt, da det er det de råber ud af vinduet når man ringer på døren) . Det er også godt, at arabisk kurset er det eneste der foregår lige nu, da det er nemmere at fokusere og virkelig fordybe sig i det. Det er lidt som at gå i skole igen, men det er for fedt.  Det særlige ved Marokko og arabisk er, at her i landet taler de arabisk, ja, men det er med en stærk dialekt, faktisk 90% klassisk arabisk (grundstammen til alle arabisk dialekter) og 10 % marokkansk. Det betyder i princippet at andre arabere fx. fra Irak, Syrien og Kuwait har svært ved at forstå marrokanere, men marokkanere kan forstå hele den arabiske verden. De lærer, udover marrokansk, nemlig også klassisk arabisk hele skoletiden igennem. Det arabisk vi lærer på kurset, er klassisk arabisk, hvilket er rigtig godt, da man så kan tale med og forstå alle. Jeg får også derudover en bog om marrokansk dialekt, som man kan lære lidt fra også. Vores lærinde er rigtig sød, hendes engelsk er ikke vildt godt, men derudover kan vi nu godt kommunikere. Her i den sidste uge af ramadanen, er det dog rigtig hårdt for alle de fastende, så effektiviteten og hendes energi niveau er måske ikke så højt som normalt, men hun prøver sit bedste, og det er godt nok.
Udover at studere arabisk, har jeg nu for første gang siden jeg ankom (i morgen 3 uger) været ude af byen. I lørdags tog Marije og jeg til Fez på weekend. Toget tager 3 timer herfra og udsigten på vejen var bare fantastisk. Toget (som egentlig er ret høj kvalitet i forhold til at det er i Afrika) kørte igennem små spøgelsesbyer, storslået landskaber, ørkenlignende landskab og kæmpe byer med alle mulige forskellige typer af mennesker. Retur kostede det kun 134 Dh = 90 kr!!! Og rejsen var i sig selv lidt af en oplevelse, da på vej derover, var det stadig dag (morgen) dvs.= INGEN spiser eller drikker selvom der er 40 grader plus i togvognen, alle sover, og du må spise meget meget diskret ellers kigger alle på dig. Vi blev nødt til at vente med at spise til vi kom frem ved 12 tiden, da det også er meget uhøfligt at spise og drikke, når alle andre er mindst lige så tørstige og sultne som dig, men ikke kan af religiøse grunde. OK, mange gør det af  religiøse grunde, men så vidt jeg kan forstå på de fleste jeg møder, så er det obligatorisk for alle marokkanere, da islam er hovedreligionen, og ramadanen er den 3. vigtigste søjle. Selv hvis du er kultur-muslim, er det påbudt, og her for nylig blev to mænd arrestteret da de spiste på gaden. Min familie siger dog, at i casablanca er der flere og flere der ikke gør det, og endda drikker alkohol i disse dage, hvilket er meget forbudt. De eneste der er frataget ramadanen er turister, andre religioner (der findes faktisk en kristen minoritet her, bl.a. min venindes søster, der konverterede selv som 10-årig!!!!), gravide, syge, børn og kvinder under deres menstruation, hvilket de så skal udligne senere ved at faste samme antal dage efter. Det er dog ikke lige så strengt som den officielle ramadan.
For at vende tilbage til min weekend, så fandt jeg Fez meget anderledes i sammenligning med Rabat (lige endnu et sidespring, hvis mit sprog engang i mellem lyder mærkeligt, er det altså fordi jeg er begyndt at tænke på engelsk og fransk, og nogle sætninger skal lige omrokeres når jeg så skal tænke på dansk). Turistbøgerne siger at Fez er religionens højborg her i Marokko, men det ved jeg nu ikke om jeg er enig i. Fez er langt mere turistet end Rabat, det kan man bl.a. se ved alle resturanterne som har åben under ramadan spisetid (det er godt nok et sjældent syn her), alle guidsene, flere seværdigheder og folk der prøver at tjene penge på dig på en eller anden måde. Jeg så også langt flere turister, backpackere og generelt ikke-marookanere., end hvad der er i Rabat. Så Fez er turistorienteret, men på den anden side overhovedet ikke vestlig. Derudover var der masser af moskeer, en meget stor medina (markedsdelen af de arabiske byer), mellah (gammel jødisk bydel) og medisaer (koranskoler), hvoraf de sidste er åben for alle (moskeer er kun for muslimer). Vi besøgte derfor den smukkeste medisa inde midt i medinaens larm, hvor der var ekstremt stille og roligt. Det var simpelthen den vildeste kontrast. Herinde kan byens mænd (og få kvinder der vover sig afsted) komme, bede til Allah og recitere vers fra Koranen. Det gjorde de også mens vi var der, og det lyder simpelthen helt fantastisk.

Her er den åbne plads i medisaen hvor man kan sidde og lytte. Hvis man sætter sig op ad porten, som vi gjorde, kan man bag sig høre medinaens larm, mens der på den anden side, altså foran dig, er fuldstændigt stille udover mændenes recitering. Jeg har også optaget det på film, både herfra, men også en af brødrene i familien, som gør det næsten hver aften, men det kommer til at tage en dag at oploade pga. internetforbindelsen.
Her er billede af mig og Marije, taget i medisaen også, med selvudløser. Som I kan se har jeg virkelig fået meget farve. Personen der sidder på den anden side, var en anden turist, der lignede Peter Lundin skræmmende meget!!!
En kat, der lå og slappede af her. Der er katte overalt i Marokko, og de er alle sammen meget meget tynde og små, da de lever på gaden. Føj. Jeg vil aldrig have det samme forhold til det dyr efter jeg kommer hjem. Jeg skal nok spare jer for detaljerne omkring hvad de spiser og hvordan.







VI boede på et lille hotel inde midt i medinaen med en rigtig flot udsigt til medinaens travle liv, og om morgenen var det også sværere at sove (ikke for mig, da jeg har vænnet mig til alle de lyde der er i det her land, når man sover) da medinaens liv med råb og et enkelt slagsmål (!) som vi var vidne til. Det er dog ikke så usædvanligt her som man skulle tro.

Her ses en del af en læderbutik, hvor de farver skindet, de har, med forskellige urter og krydderi bl.a. safran. Der var en forfærdelig stank der, da de bruger fuglelort i en del af processen. Farveriet er dog en af de kvalitetsmæssigt bedste måder at farve læder på.







Her er udsigten fra vores lille bitte hotelværelse til 70 DH pr. person (50 kr.) hvor der kun var en seng og et spejl. Her ses starten af medinaen, men i slutningen af dagen, hvilket ses på antallet af mennesker = alle er hjemme for at slappe af.








Fes er også en utroligt stor by, da de jo ikke rigtigt bygger op ad, men derimod ud af. Derfor ser den enormt stor ud på kort og fra luften.
Næste weekend slutter ramadan med Eid festen fredag eller lørdag. Der får kvinderne og børnene i familien gaver, og de holder en stor fest. Hele dagen er hellig, og ingen arbejder. De ved dog ikke præcist hvilken dag endnu, da det kommer an på månen, og det bestemmes en af de næste par dage, hvilken dag det er præcist. Det bliver spændende at se, da det hele tiden sammenlignes med den kristne jul. Hvis Eid festen falder fredag, tror jeg at jeg skal op til en lille by, der hedder ChefChaouen. Den er kendt for sine huse, der efter sigende skulle være malet blå og kun blå, men i mange forskellige nuancer.
Ellers rejser jeg nok til Marrakech i slutningen af denne måned, da jeg har fri en hel uge. Jeg tror sagtens jeg kan bruge et par dage her, men det bliver nok alene. Det bliver også spændende. Jeg har spurgt mig omkring, om det er sikkert nok at rejse alene, og det skulle ikke være noget problem. Jeg skal dog selvfølgelig passe på, ikke gå på mørke øde steder alene osv. altså normal sund fornuft. Jeg overvejer dog også at tage et tørklæde på når jeg rejser, især hvis det er om aftenen, da jeg så vækker mindre opsigt. Når man er to er det nemmere at slippe af med de insisterende typer, men alene skal man være mere varsom.
Jeg overvejer desuden også at tage på trekking (ja mig på aktiv ferie :)) . Der er en trekking gruppe der tager afsted hver måned med forskellige folk, og jeg kan nok godt tage med dem, når jeg vil. Det skulle også være helt vildt fedt, og man ser så også en hel anden side af landet.
OK det var et langt indlæg - håber I har gidet at læse helt hertil.
Bisous.
p.s. jeg har lige set, at jeg er nævnt i ICYEs nyhedsbrev! det er sjovt, for jeg aner ikke om der er andre der læser med udover familie og venner. men det er der måske?

7 kommentarer:

  1. Hej Ditte.
    Hvor er det typist at jeg skriver en noget og så bliver det hele slette.
    jeg må bare prøve igen. denne gang vil jeg huske at genne dette et andet sted, hvis nu computeren får lyst til at slette igen.
    sådan! hehe
    Ditte, størstedel af gangene jeg forsøger at sætte mig ned og læse noget, mislykkes det. At sætte mig ned og logge ind på din rejseblok og læse dine beskrivende ord, lykkes hver gang. jeg er draget og bliver tændt ved tanken om mig i din situation. det er inspirerende at læse om hvordan din kontakt er til landet og menneskerne omkring dig.
    Her i Århus, hos mig går det fremad, i forskelligt tempo og humør. der er variation og alligevel er der gentagelse.
    min krop har skilt sig af med sygdomsvirusen som florere i luften i denne periode af året.
    jeg har nydt at have været nede i gear, da det har givet mig en ro til at få sanseoplevelse, som jeg før har "gået klip af". jeg har fået praktiseret min madlavningskunst og set film og skrevet breve til nogen og sovet igennem med en masse drømme. ahh. (dette var bare et udpluk!)
    jeg er kommet i gang med sang, godt i gang. bare hvis du ikke var klar over det, jeg kan ikke gå irriteret og/eller tvær fra sangundervisning. det foregår syngende og måske med et par danse moves! det er specielt godt når vi er flere der kender hinanden på forhånd.
    i morgen skal jeg i og ligge under fire øjne der stire mig ind i munden. Tandlæger! uhh. jeg skal have fyldninger.

    nu er bladene ved at skifte farve og nogle træer har allerede sluppet blade. duften i luften er også skiftet og minder mig om at efteråret er godt på vej.

    en slut-sætning fra mig.
    alt godt fremover på din vej.
    Maju.

    SvarSlet
  2. hej maja
    jeg er glad for at høre fra dig, det lyder som om du har gang i en masse spændende ting.
    Jeg er glad for at du har tid og overskud til at læse med, og håber det giver dig noget godt.
    Sangundervisning, og det dans du har gang i, lyder alt sammen som noget der gør dig glad, og det skal du så blive ved med :)
    Puha tandlæge lyder ikke godt - før jeg tog afsted fik jeg lavet 4 huller.
    Du må hilse omkring dig og passe godt på dig selv.
    kram

    SvarSlet
  3. Hej Ditte Marie.
    Esben så rigtig cool ud med sit nye headset, da han snakkede med dig på skype i går. Mormor og morfar var fornøjede, så nu skal Kaj i maskinrummet og have installeret skype på sin computer derhjemme.

    Dejlige billeder fra Fez. Jeg har, som vist nævnt, selv været en gang for mange år siden. Jeg husker nu ikke byen som stor men medinaen og de mange porte kan jeg godt huske.

    Trekking.... du skal nok lige tjekke skosituationen, vand og evt. liggeunderlag, før du drager af sted. Mara.... er så vidt jeg husker det absoluttet hotteste sted for læderhandel, og det er vist her berberne primært huserer. Vi får se, hvad du finder ud af.

    Som Maja siger, så er sommeren slut og nu venter efterår. Briketterne er bestilt!!!

    Kærlig hilsen

    far

    SvarSlet
  4. Puha efterår lyder ikke for rart. Vi har det stadig varmt, men temperaturen falder langsomt.
    Fez er ret stor, men den er bygget som en rund by, så den syner måske ret stor. Jeg har nogle billeder, hvor det ser helt vildt ud.
    Ift. trekking ligger det lidt dårligt ift. mit arabisk kursus, da jeg så misser to dage. Det koster også 230 euro, så jeg overvejer det lige. Det kunne dog være rigtig fedt alligevel, da det er med guide, mad, overnatning og turen.

    SvarSlet
  5. Kære Ditte Marie!
    Det var spændende at læse om din weekend i Fez.
    Dejligt at du fik brudt de ensformige dage i Rabat og kom ud og oplevedenoget nyt.
    Det var herligt at være i Kolind til Esbens fødselsdag. Han er en frisk, opvakt glad dreng.
    Han fortalte os med stor glæde, at du via Skype ville ringe om aftenen.
    Og glade blev vi.Det var dejligt, athøre dig igen, og din levende begejstring om opholdet i Marokko.
    Dine planer for den kommende tid lyder også spændende.
    Omtalte trekking, som du overvejer at tilmelde dig, vil sikkert give dig en stor oplevelse. Din fader er kommet med gode råd om din evt. deltagelse, og andre gode råd kan følge, bl.a. "pas nu godt på dig selv"
    Når alle gode råd er efterkommet, og du måske stadig ønsker at deltage,kan vi oplyse, at vi har en fond, der til sådanne arrangementer, til særlige udvalgte personer, vil yde 50% af udbudsprisen.
    Tager du ikke på trekking, men senere vælger en anden tur, vil sponsoratet være efter samme beskrivelse - dog max. 3.000 kr.
    I Randers gør vi os klar til modtagelse af dronningen og prins Henrik, der kommer på besøg på tirsdag. Regentparret kommer sejlende med "Dannebrog", og vil bl.a. køre i karet gennem byen, ekskorteret af ~50 gardehusarer.
    Vi glæder os til, at læse videre på din "føljeton"
    Kærlige hilsener
    Mormor & morfar

    SvarSlet
  6. Hej Ditte Marie.
    Jeg er i Rds ved mormor og morfar. Nu har de fået installeret skype. Deres navn er kajellen2.

    Jeg tænker de gerne ville snakke med dige en dag, men det kan I selv aftale. Vi snakkes ved i aften.

    Kærlig hilsen

    far

    SvarSlet
  7. Hej mormor og morfar.
    Det lyder som om I har det dejligt derhjemme. Jeg har besluttet mig for at tage på trekking turen, da det er en god oplevelse. Jeg vil da med glæde tage imod jeres fonds hjælp. Jeg synes vi skal tales ved på skype en dag snart, da jeg hører I har fået det oprettet. I kan evt. sende mig en sms eller en email med et forslag til tidspunkt, men husk der er to timers forskel på DK og Marokko.

    SvarSlet